Primært er temaer det som former den måde dit websted vises for brugerne. Temaet indeholder de koder, der bestemmer bla hvilke skrifttyper, farver og billedstørrelser der bruges, og hvordan menuerne er placeret. Det kan også give dig mulighed for at at bestemme hvordan dit feed vises; om det er i et gitter, som en liste eller på anden måde.

Før du vælger tema

Før du vælger tema, skal du gøre dig klart, nogenlunde hvad dit indhold skal bestå af, og hvordan det skal præsenteres. For det første skal du skrive nogle typiske sider eller indlæg, og for det andet skal du lave et sitemap. Et nogenlunde realistisk indhold giver dig MEGET bedre muligheder for at vurdere om det tema du synes om i virkeligeheden passer til dit indhold.

Gratis WordPress temaer

Din WordPress installation indeholder allerede et par af de temaer som er udgivet sammen med de seneste versioner af WordPress. De hedder fx Twenty Nineteen eller Twenty Sixteen. For at se hvilke temaer du har, skal du gå til Udseende > Temaer. Det ene tema vil være markeret som aktivt, de andre giver en mulighed for Live forhåndsvisning. Det vil sige, at temaet bruger dit eget indhold som basis for visningen.
Klik på krydset øverst til venstre for at komme tilbage til oversigten.

Tilføj temaer

Du kan finde temaer flere steder: For det første kan du vælge mellem de tusindvis af gratis temaer som WordPress stiller til rådighed. Ligesom plugins udgives temaer ofte med en basisversion og en mulighed for at opgradere til “pro” eller “”.
For det andet kan du købe temaer. XX og xx er nogle af de største forhandlere.
Her bruger jeg gratis temaer, og lad mig sige med det samme: det er en jungle at finde rundt i, men har du tilføjet noget repræsentativt indhold, vil det lette processen betydeligt.

Tilføj nyt tema

Her får du et preview af gratis temaer. WordPress har valgt 15 “Udvalgte”.1 Ved at hover over miniaturebilledet, kan du læse mere om temaet og se en forhåndsvisning af temaet. Denne forhåndsvisning er baseret på WordPress skabelon indhold: Et par sider, et indlæg og eksempler på forskellig typografi, og evt. formularer. Det giver formentlig ikke et særlig præcist billede af, hvordan temaet ser ud med dit indhold.

Du kan desuden se de mest populære, de nyeste, eller temaer du har liket på WordPress.com (som tidligere nævnt er det hosting stedet). Under funktionsfilter kan du sortere temaer efter egnethed til særlige typer websites, eller et efter et særligt layout. Desuden kan du skrive din egen søgeterm i søgefeltet.

Forhåndsvisning

For at se forhåndsvisningen med dit eget indhold, skal du installere temaet ved at trykke Installér. Du skal ikke holde dig tilbage med at installere temaer, de er nemme at slette igen. Når du har installeret de temaer du er interesseret i, går du tilbage til oversigten. Klik Live forhåndsvisning af det første.

I forhåndsvisningen kan du bruge links, rette på menuer etc, men ingen ændringer træder i kraft før du trykker Aktiver og udgiv. Du har altså mulighed for at prøve nogle ting af uden det har konsekvenser.

I denne indledende fase vil jeg ikke gennemgå redigeringsmulighederne fuldt ud,. Det du skal vide nu er at du i bjælkerne til venstre kan se hvilke muligheder du har for at indstille temaet, fx hvor mange steder du kan placere en menu. (Tilpas > Menuer > Vis alle placeringer).

I bunden af panelet er placeret muligheden for at lave et ekstremt vigtigt tjek: Nemlig hvordan ser din side ud i mobil visning. Klik på ikonet for hhv tablet og smartphone for at se, om fx menuen vises som du gerne vil have det.
Når du vil se et andet tema i forhåndsvisningen, skal du trykke på Skift, så kommer du tilbage til oversigten.

Når du har valgt det tema du synes bedst om, kan du enten trykke Aktiver og udgiv fra forhåndsvisningen, eller aktiver fra oversigten.

Indstilling af tema

Som tidligere nævnt kan forskellige temaer indeholde forskellige muligheder for indstillinger. I det følgende tager jeg udgangspunkt i det indbyggede tema Twenty Nineteen. (Nogle af indstillingerne har du muligvis allerede indstillet under Kontrolpanel > Indstillinger).

Webstedsidentitet

Her kan du uploade dit logo hvis du har et. Hvis ikke du uploader et billede, vil WordPress bare bruge din sidetitel og beskrivelse.
Et webstedsikon er et lille billede som vises i browsere på forskellig måde i toppen af fanebladet, i bogmærkelisten, eller i oversigten over favoritter, når der åbnes en ny side.

Farver

Her har du mulighed for at indstille temaets pang-farve. Dette tema har desuden som design-element, at alle de fremhævede billeder får et farvet overlay – det kan slås fra her.

Menuer

Her har du samme muligheder for at redigere dine menuer som under Udseende > Menuer – det er bare lidt mere komprimeret at se på.
Til gengæld kan du se dine ændringer med det samme, og du får mulighed for at afprøve forskellige menuvisninger. Under Vis alle placeringer kan du sætte fx sætte menuer ind under både Primary og Footer.

Widgets

Her kan du tilføje eksisterende widgets til widget-området – i dette tema er det footeren. (Widgets kan tilføjes på flere andre måder – du kan læse mere om widgets her).

Forsideindstillinger

Her kan du angive hvilken af dine sider, der skal være din forside, og hvor dit feed vises henne.

Ekstra CSS

CSS er den kode der styrer sidens udseende. Hvis der er mindre elementer i det tema du har valgt som du ikke er helt tilfreds med, kan du overskrive temaets CSS ved at skrive dit eget her. Det kræver en grundlæggende viden om HTML og CSS.

Sletning af tema

For at slette et tema skal du tilbage til temaoversigten og lade musen hover over miniaturen til det tema du vil slette. Klik på Tema-detaljer og tryk Slet nederst i højre hjørne på det vindue som popper op.
Du kan ikke slette et tema der er aktivt (heller ikke forældre-temaet til det aktive tema).


  1. – om det er på basis af trends, kvalitet eller nyhedsværdi ved jeg ikke. Du kan finde massevis af lister, fx de bedste 71 wordpress themes, men om det gør opgaven med at udvælge nemmere ved jeg ikke. Selv er jeg faldet over en samling temaer af en bestemt designer, som matcher min egen stil