Sider i WordPress bruges typisk til statisk indhold, dvs indhold som ikke ændres synderligt over tid, og som skal præsenteres på samme måde hele tiden. Det kan være kontaktoplysninger, historien bag virksomheden eller handelsbetingelser.

Indstillinger for sider

Vælg Sider > Tilføj ny i værktøjskassen til venstre. Så åbner WordPress standard-editoren, Gutenberg. Der findes andre editorer, blandt andet den klassiske WordPress editor, og forskellige “sidebyggere” som fx Elementor. Denne gennemgang er for begyndere, og foregår i standardopsætningen med Gutenberg blokke.

Fra den åbne side har du stadig adgang til værktøjskassen til venstre. I midten har du et arbejdsbord med en værktøjsbjælke i toppen, og til højre et panel med indstillinger for siden.

Panelet til højre skifter mellem to visninger, den ene viser muligheder for selve siden, og den anden viser muligheden for lige præcis den redigeringsblok som er aktiv, fx et afsnit. Hvad du kan gøre med blokkene kan du læse mere om under layout.

Dokument

Status & synlighed

Her kan du markere, om dit dokument er klar til at offentliggøre, eller skal bevares som kladde lidt endnu. Så længe du ikke har trykket på Udgiv, er det kun dig (og evt. andre administratorer), der kan siden. Trykker du på Udgiv og fortryder, kan du altid markere siden som en kladde igen.
Under Synlighed kan du markere, om alle skal have lov til at se den side du har udgivet, eller om den fx skal spærres med et kodeord.
Du kan også indstille et fremtidigt udgivelsestidspunkt.

Versioner

Hver gang du udgiver eller opdaterer noget, bliver der automatisk gemt en version af det. Det giver dig mulighed for at gå tilbage til tidligere versioner, hvis du fortryder din redigering.

Permanent link

Som udgangspunkt bliver din sides permalink oprettet ud fra overskriften (se under Indstillinger), men skrevet om på en måde der er mere spiselig for webbrowsere: Små bogstaver, mellemrum erstattet med bindestreg, og ingen æ, ø å. Permalinket er vigtigt, fordi det er din sides adresse, og gerne skal give mening for både mennesker og søgemaskiner.

Udvalgt billede

Det udvalgte billede er en mulighed for at angive, hvilket billede du ønsker skal vises, når linket til din side deles et andet sted. I mange temaer vil det udvalgte billede vises i toppen af den pågældende side, når siden ses i forhåndsvisning (eller når den er udgivet), men ikke i editor-visningen.

Diskussion

Her har du mulighed for at angive, om lige præcis denne side må modtage kommentarer (eller ej). Du skal kun bruge denne indstilling, hvis siden afviger fra den globale indstilling.

Sideattributter

Under Skabelon kan du vælge mellem forskellige opsætninger af din side. Dine valgmuligheder afhænger af dit tema.

Forældreside giver dig mulighed for at angive en orden i dine sider. Hvis dine sider fx handler om rejsemål, kunne Europa være forældresiden, og Tyskland og Sverige være underside. I mange temaer vil relationen mellem forældresiden og dens ‘børn’ automatisk blive præsenteret som menupunkt med undermenu.

Rækkefølge angiver hvor du vil have undermenupunktet placeret. Det er ikke noget du behøver at afgøre her – du får et bedre overblik, når du indstiller menuen.


Hører til avanceret…?

Udover de gængse sider du selv opretter, er der et par medfødte sider i WordPress. Den ene er 404-siden, som er den side brugeren havner på, hvis hun kommer ind på et ugyldigt link på dit domæne. Det kan ske, når du flytter indholdet, eller hvis brugeren fx staver forkert i url’en. ((For at rette din 404-side skal du enten rette i koden, bruge en sidebygger, eller bruge et plugin, fx 404page.

Desuden er der arkivsider, fx resultatet af en søgning på din side.